Stod imod, men gjorde intet. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og ord, og ord, og.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Alting ligger bag alting.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I læberne og i huden. På et stort stykke hvidt papir. Intimiteten i skriften. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Vi har hverken gardiner eller travlt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Har vi de samme øjne? Derinde bag skoven.Derinde bag skoven.

Vores land. At forvandle dette rum til et andet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav. Der hang figner henover udsigten.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Ilden. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det dybeste af alt er huden?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Luften og jordens sange.Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg skrev mig vild i de dage.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Luften og jordens sange. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg skrev intet ned i den periode.