I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Vågnede. Dine sætninger.

Nu er der en uro i kroppen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg skriver dagen igang, stille. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Der var noget som. Ord. Har vi øjne?

Jeg er på den anden side af havet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. At forvandle dette rum til et andet. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Glashænder.

Blæste det virkeligt? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Bag træerne. Sad jeg alene? Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Det er bare. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At tale var blevet uoverskueligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Blæste det virkeligt?

Bøgerne hvilede omkring kaffen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Var sætningerne et skred af betydning? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Intimiteten i skriften Jeg skrev mig vild i de dage.Jeg skrev mig vild i de dage.

Muren omkring ordene. Det er bare. Luften og jordens sange. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Om andre byer, andre verdener.

Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Dette langsomme blik imod stenene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det er vinden gennem sivene. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.