Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvad skulle glemmes? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Alting ligger bag alting.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det dybeste af alt er huden? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Blå. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg har skrevet et kort til dig. Det var før du kunne forsvinde. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sådan er det. Ikke glemme floderne i ørerne.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg, jeg. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Stod imod, men skrev: intet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du siger noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Glemmes? Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Du siger noget om solen. Jeg ryster en tilfældig bog. Dine diamanter lyser i min mund. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det handler om overfladen.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.