Stjernekontinent. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sad jeg alene? Forsvinder ikke. Der var noget som. Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Afsavn.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Du må ikke forsvinde. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Over murbrokkerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Alting ligger bag alting. Vi har travlt. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Jeg hviskede ind i din drøm.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver dagen igang, stille.

Er du på den anden side af havet? Det er bare. Jeg skrev intet ned i den periode. Sandet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Muren omkring ordene.

Gennem hullet i hegnet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ikke var muligt at komme derind.