Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Luften og jordens sange.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Træerne.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Et genert rum, et intimt rum.

Vidste du det? Sad jeg alene? Du, du. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sådan er det. På et stort stykke hvidt papir.

Du siger noget om solen. Derinde bag skoven. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Og en anden dag: Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Der var noget som åbnede sig. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg forsvinder ikke. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.