Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg sad alene i solen.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Min ene pen er rød og den anden sort. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sådan noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og en anden dag: Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Var det markerne du kom fra? Sådan så mine drømme ud. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Alting bag alting. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Rifterne, rifterne. Når du rør mig er vi hinanden.

Ring til mig uden grund.

Sådan svarede du. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Vidste du det? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Lysene lyste.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Som at læse glemte aviser. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Et genert rum, et intimt rum. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sætningerne er et hav. Jeg læste dine linjer Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden? Solstorm. Når du siger mit navn, svarer min krop. Min ene pen er rød og den anden sort.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.