Der hang figner henover udsigten. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var jeg stille? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I bussen skrev jeg en sms til dig. Sådan noget. Sætningerne er et hav. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan svarede du.

Bag træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Lysene lyste.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sætningerne er en ørken. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Udsigten var håbløs.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg forsvandt. Var jeg stille? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Er du på den anden side af havet? Du siger noget. Ord. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tågen i skovene i udsigten. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men skrev: intet. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

På et stort stykke hvidt papir.

Mørket kaldte vi bare for mørket. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Gennem hullet i hegnet. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.