I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Jeg forsvinder ikke. Giver det mening? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Et brev. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Tågen i skovene i udsigten. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var noget som åbnede sig. På et stort stykke hvidt papir. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Var det skovene du kom fra? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Rifterne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var intet som skulle glemmes. Alting ligger bag alting. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I læberne og i huden. Ikke var muligt at komme derind. Dine sætninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Og vi vågnede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Under den blå, blå himmel. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.