Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Som nu i morges: Udsigten var håbløs. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Bag træerne. Det her er ingen leg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Dagene. Ugerne. Gennem hullet i hegnet.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Dagene. Ugerne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Ikke var muligt at komme derind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Grå. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Kullet. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Altid er det dette langsomme blik.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Du, du. Ikke glemme floderne i ørerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rifterne. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Dine sætninger. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Kan jeg skrive sådan? Og vi vågnede.

På et stort stykke hvidt papir. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Uforståelige sætninger at klæde sig i.