Sådan svarede du. Solens sind. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Du kan være i dette landskab. Jeg tror, du havde glemt den der. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg er på den anden side af havet. Oppe på bakken. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Dine diamanter lyser i min mund. Skyen skjulte noget for fuglene. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bag træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Var det skovene du kom fra? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Du kan være i dette landskab. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Kan jeg skrive sådan?

Du, du. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sad jeg alene? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Oppe på bakken. Over murbrokkerne.

Et brev. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Ikke glemme floderne i ørerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Ring til mig uden grund.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Som nu i morges:

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg forsvinder ikke. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Et brev. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Sådan svarede du. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.