Gennem hullet i hegnet. På en rude. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Altid er det dette langsomme blik. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.
Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Ok, svarede du.
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Luften og jordens sange. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Hvor vil det ødelagte sprog hen? Var disse linjer virkeligt virkelige?
Var der virkelig ild et sted? Glashænder. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
Men mit sprog er et landskab. Hver dag gled med mig videre. Ring til mig uden grund.
En regning. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.
Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Farvede et sår i dit første ord. Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Jeg skrev mig vild i de dage. For hvert lag af betydning i stenene.
Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?
Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Glashænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg læste dine linjer
Sætningerne er et hav.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne