Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Snestorm. At tale var blevet uoverskueligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvem var det, der skrev: Blæste det virkeligt? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Brev i april. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg læste dine linjer Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Det dybeste af alt er huden? Ordene, små toppe af skum. Afsavn. Udsagn.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bag træerne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Nordlysets sitren i din stemme. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg sad alene i solen.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sådan svarede du. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som at læse glemte aviser.