Lyset i ørknen i udsigten. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når du rør mig er vi hinanden. Da blev jeg bange. Gennem hullet i min hjerne.

Fugle flakser i diodenattens klirren.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Vi er et party. Udsigten var håbløs. Har vi de samme øjne? Nordlysets sitren i din stemme. Alting ligger bag alting. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Ikke søge ly.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Kan jeg være i dette landskab? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Hver dag gled med mig videre. Dette hurtige blik imod vandet. Når du ringer, hører jeg det ikke. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Muren omkring ordene.

Ring til mig uden grund.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Kalken. Og vi faldt i søvn. Jeg sejler: alting sejler!

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Månens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Ensomheden i linjernes fald. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stod imod, men skrev: intet.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Glashænder.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne var de eneste. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var noget som åbnede sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At forvandle dette rum.

Hvad skulle glemmes? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Der var noget som åbnede sig. Sandet. Havde du kysset en anden?

Afsavn. Udsagn. Jeg skriver dagen igang, stille. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.