Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sort.
Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Solens sind. Ikke var muligt at komme derind. Gennem hullet i min hjerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Silicium.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Muren omkring ordene.
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.
Her er natten allerede langt bag mig. Ring til mig uden grund.
Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.
Diamanterne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Af alt det lysende, reflekterende, matte.
Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kyssede en vinters nattemørke.
Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det bare regnen?
Alting bag alting. Vi, bag øjnene. Ring til mig uden grund. Vi, med det stille.
Der åbnede sig. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du trak mig med til de yderste bjerge. Intimiteten i skriften. At forvandle dette rum. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.
Jeg ved vi forsvandt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.
Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sådan svarede du. Et brev. Du skrev ikke længere. Der løber ord ud af min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften
Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Solstorm. Giver det mening?Giver det mening?