Når du siger mit navn, svarer min krop.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Diamantafkast. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Kan jeg være i dette landskab? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ikke den flod.

Glemmes? Gennem hullet i hegnet. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Skyen skjulte noget for fuglene. Tågen i skovene i udsigten.

Vi bliver verden. Hvad med den himmel?

Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg ryster en tilfældig bog.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Stofferne. Det er bare. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Solens pind.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Hvem var det, der skrev: Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Jeg har skrevet et kort til dig. Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skriver dagen igang, stille.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Du foldede dig ind i mine ord. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Var jeg stille? Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningerne er en ørken. Sætningerne er et hav. Var det skovene du kom fra? Jeg læste i aviser, i glemslen.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg skriver dagen igang, stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Odense, Esbjerg, Roskilde. Sætningerne er et hav. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Nordlysets sitren i din stemme. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.