Hver dag fyrer vi op under planeterne. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Jeg sad alene i solen.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og vi vågnede. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I et efterår ville jeg være flov. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Nu sejler jeg bare i version .. Kalken. Skyen skjulte noget for fuglene.

Tågen i skovene i udsigten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Bøgerne hvilede omkring kaffen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Har vi de samme øjne? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg forsvinder ikke.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Vidste du det?

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Alting ligger bag alting. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Sådan. Bordet vipper. Ikke glemme floderne i ørerne.Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Så trak dagen langsomt på øjne. Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Et rum, et rum. Ikke søge ly.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Natten er trans, dagen er trans. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

At tale var blevet uoverskueligt.