Ord. Ikke den flod. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
 
Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Om andre lande, andre folk. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
 
Sådan så mine drømme ud. Men mit sprog er et landskab. De yderste kyster, en grøn sten. Stille? Der var noget som gled med videre.

Om andre universer, andre stjernesavn. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
 
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det dybeste af alt er huden? Vågnede. Et genert rum, et intimt rum. Stille?
 
Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.
 
Noter. Beskrivelser. Sms i den lysende sommer. Ok, svarede du. Sætningerne er et hav. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Sådan svarede du. Intet glemmes. På en rude. Dine diamanter lyser. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
 
Jeg var nøgen i de dage.

Dansende, legende, lyttende. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne En flamme slog op af min hals. Der var noget som åbnede sig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Du skrev et sår i min fremtid. Glashænder. Intimiteten i skriften Mening? Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Noter. Beskrivelser. Min skrift er farvet af sig selv.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i aviser, i glemslen. Glasdråbehænder. Min skrift er farvet af sig selv. Der var noget som gled med videre.
 
Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Tidligere: at følge dig blik. Det dybeste af alt er huden.
 
Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I natten, en fjern stemme, søvn. Et genert, et intimt rum. Kan jeg smile i dine sætninger? Ikke søge ly i den flod.