Men mit sprog er et landskab. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.
 
Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.
 
Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Du skrev ikke længere. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Ordene, syrlige rifter af blod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

At tale var blevet uoverskueligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.
 
Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Uforståelige sætninger. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det kunne forsvinde. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Det er bare.
 
Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Du ville sige noget, du tav. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
 
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og vi vågnede.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Muren omkring ordene. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Der var intet som skulle glemmes. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et hav. Jeg kunne mærke dit hjerte. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.