Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg ryster en tilfældig bog.
 
Du må ikke. Landet smuldrer, smuldrer. Glemmes? Sms i den lysende sommer. Jeg er på den anden side. Farvede et sår i dit første ord.
 
Trak du de yderste bjerge? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Sandøjne. Vi, gamle tanker om stilheden.
 
At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg kunne mærke dit hjerte. Oplæsning for intetheden. I natten, en fjern stemme, søvn. Provinsen og gågadens sange.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Uforståelige sætninger. Et sted, forsigtigt. Var det bare regnen? Jeg, ikke dig.
 
Mail i november. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt.

Farvede ordene milde. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
 
Snestorm.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Ensomheden i linjernes fald. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Afsavn.
 
Men mit sprog er et landskab. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.

Ok, svarede du. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Om andre byer, andre verdener. I natten, en fjern stemme, søvn.
 
De yderste kyster, en grøn sten. Når min krop.
 
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Regnvejrsmeteor. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Bagefter sad jeg i timer og læste. Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
 
Der var noget som åbnede sig. Farvede ordene milde. Skrid, svarede du. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.