Træerne. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.
 
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Afsindighed. Udsalgsvarer. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste dine linjer.

Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.
 
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Trak jeg de yderste bjerge? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.
 
Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Søge ly i den flod. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Det var før du kunne forsvinde. Vi bliver verden.
 
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg var de dage. Vidste du det? Var jeg stille? På et stort stykke hvidt papir. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg kunne glemme det, der glemmes. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. På en rude. Jeg ville gerne give dig mine.
 
Vi, hudløse. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
 
Og vi vågnede. Et hav.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.
 
Jeg var i din krop, og du? Bag øjnene sidder en lampe og ser. Hvad tæller du til? Jeg sejlede mellem dine læber. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

I natten, i søvn. Jeg er på den anden side. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.
 
Du siger mit navn. Vi bliver verden. At forvandle dette rum. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Vi, bag øjnene. Var det markerne du kom fra? Jeg sejlede mellem dine læber.
 
På en rude. Giver det mening? Kan jeg skrive sådan? Jeg og dit hjerte. Nu er der en uro i kroppen. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg forsvinder ikke. Jeg var i din krop, og du?

Indimellem nogle ord. Men noget blev i de tomme haller. Jeg tænker smukke øjne.
 
Et rum, et rum. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. At forvandle dette rum.