Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Solstorm. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Men mit sprog er et landskab. Asfalt. Ubeslutsomhed.Asfalt. Ubeslutsomhed. Asfalt. Ubeslutsomhed. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Om andre byer, andre verdener.Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Solstorm. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Noter. Beskrivelser. Bussen skrev til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sådan så mine drømme ud.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvad? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ikke søge ly i den flod. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som nu i morges:

Et brev. Det er bare. Jeg har skrevet et kort til dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Afsavn. Udsagn. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Var der virkelig ild et sted? Men mit sprog er ikke fjendtligt.

For hvert lag af betydning i stenene.For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Dine diamanter lyser i min mund. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

For hvert lag af betydning i stenene.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Et wack rum, et rum for stars. Jeg ryster en tilfældig bog. I den periode: udsigten, stilheden. Hvem var det, der skrev: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mail i november.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Hvorfor de yderste? Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Hvad vil disse knuste sætninger? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.