Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bøgerne var de eneste. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Bøgerne var de eneste. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Alting ligger bag alting. Ordene, syrlige rifter af blod.Ordene, syrlige rifter af blod. Ordene, syrlige rifter af blod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Brændte det friske løv virkeligt?

Luften og jordens sange. Der løber ord ud af min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Skrid, svarede du. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Du havde tabt en linje i min drøm.

Hvem var det, der skrev: Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Her er dagen allerede langt foran mig.

Dette langsomme blik imod stenene. Kalken. Sætningerne er et hav. Har vi de samme øjne?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Der var noget som åbnede sig.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skrev mig vild i de dage. Regnvejrsmeteor.