Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var nøgen i de dage.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. At tegne øjne i sætninger. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Som at læse glemte aviser. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at læse glemte aviser. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Som nu i morges: En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvilken nat fulgte efter natten? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vidste du? Regnen, vinden imellem dine læber. Skriv i dine læber. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Ikke floderne i ørerne. Et genert rum, et intimt rum. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Ikke glemme. Kan jeg være i dette landskab? Jeg har dig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg skriver dagen igang, stille. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Hvilken dag fulgte efter dagen? Diamanterne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Zeitgeist. Shit. Show.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev mig vild i de dage.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Solstorm. Noter. Beskrivelser. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.