Kan jeg være i dette landskab? Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. At tale var blevet uoverskueligt. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Når jeg ser dig. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Har vi de samme øjne? Ordene, små toppe af skum. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ordene, syrlige rifter af blod. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Hvilken nat fulgte efter natten? Træerne. Du kan være i dette landskab. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Vores land. Brev i april. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dansende, legende, lyttende.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Det var ikke skovene. Om andre byer, andre verdener. Hvorfor de yderste? Bagefter sad jeg i timer og læste. Sandet var forsvundet. Blå. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

På et stort stykke hvidt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Kan jeg skrive sådan?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det der blæser. Dagene alene på landet. Odense, Esbjerg, Roskilde. Sammen lå vi og kortlagde:

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Ok, svarede du. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Muren omkring ordene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Bøgerne varslede en kommende tid. Den højrenationale himmel. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg har plads i min hud. Du, dette landskab. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Der var en morgen, et stykke af himlen. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Whatever; nat efter nat. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Der hang figner henover udsigten. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg, den skrøbelige sandhed.

Intet glemmes. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Jeg var nøgen.

Når jeg ser dig. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Om andre byer, andre verdener. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bøgerne var de eneste.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.