Jeg har plads i min hud. Du, dette landskab. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Der var en morgen, et stykke af himlen. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Whatever; nat efter nat. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Der hang figner henover udsigten. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.