Er du på den anden side af havet?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vores land. Sådan svarede du. Er du på den anden side af havet? Jeg forsvinder ikke. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Udsigten var håbløs. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Oppe på bakken.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Det er bare. Hvem var det, der skrev: At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Og vi vågnede. Du, du. Sætningerne er et hav. Jeg forsvinder ikke.Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Hvad skulle glemmes? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

De vigtigste. Sådan er det. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Der var noget som åbnede sig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningerne er et hav. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Der var noget som åbnede sig. Dine sætninger.Dine sætninger. Dine sætninger. Dine sætninger. Dine sætninger.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg er på den anden side af havet. Jeg forsvinder ikke.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Bordet vipper. I huden. Ilden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De bløde bakker udenfor byen. Og vi vågnede. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Dit navn var alt jeg hørte.Dit navn var alt jeg hørte. Dit navn var alt jeg hørte. Dit navn var alt jeg hørte.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I sollyset, en ædelsten. Muren omkring ordene. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når min krop.

Jeg, jeg.

Var der virkelig ild et sted? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Som i morges.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.