Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg er på den anden side af havet. Og vi vågnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sådan svarede du. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Brev i april. Brev i april. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Sandet. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Vidste du det? I bussen skrev jeg en sms til dig. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Der var noget som åbnede sig. På et stort stykke hvidt papir.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Det var før du kunne forsvinde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Uforståelige sætninger at klæde sig i Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille.

Farvede ordene milde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Muren omkring ordene. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Sandet. Afsavn. Udsagn. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lysene lyste. Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var intet som skulle glemmes.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er et hav.

Sådan svarede du. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Uforståelige sætninger at klæde sig i Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.