På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Hvad tæller du til?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I læberne og i huden.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ikke søge ly. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Ikke søge ly. Du trak mig med til de yderste bjerge. Var jeg stille?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi vågnede. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ikke glemme floderne i ørerne. Du kan være i dette landskab. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Vi, gamle tanker om stilheden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted er der en. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Et genert rum, et intimt rum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

På en rude. Du må ikke forsvinde.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Der var intet som skulle glemmes. Sådan svarede du. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. På et stort stykke hvidt papir.