Bagefter sad jeg i timer og læste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det her er en leg. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Bag træerne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Her er dagen allerede langt foran mig.

Om andre byer, andre verdener. Stod imod, men skrev: intet. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Intimiteten i skriften Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Var det markerne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ved en sten: Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Et. Alene? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sammen lå vi og kortlagde:

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Oplæsning for intetheden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Et brev. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil disse knuste sætninger? Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Det dybeste af alt er huden?

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

Snestorm. Det dybeste af alt er huden? Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Noter. Beskrivelser.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Det er bare. Ilden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Glasdråbehænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Når du siger mit navn, svarer min krop.

At lytte gav ikke længere mening. Hvad vil disse knuste sætninger? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. I den periode: udsigten, stilheden. Dagene alene på landet. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.