Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ikke glemme. Som at skrive i nye aviser.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Kan jeg være? Farverne. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Du siger noget om solen.

For hvert lag af betydning i stenene. Den sindssyge himmel. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Du siger noget om solen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Afsavn. Udsagn. Var jeg? Nætterne. Ugerne.

Sandet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Kan jeg skrive? Kullet. Hvad tæller du til?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du siger noget om månen.

Her er dagen allerede langt foran mig. Notesbog. Beskydning. Sådan noget. At tale var blevet uoverskueligt. Nætterne. Ugerne. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Jeg sejlede mellem dine læber. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Som at læse glemte aviser. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Jeg skrev mig vild i de dage. Sætninger. Ordene, små toppe af skum. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Oplæsning for intetheden. Stjernekontinent.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Nu skriver jeg igen på det stille. Glasdråbehænder.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det var før du kunne forsvinde. Og ord. Jeg, jeg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Der var en morgen, et stykke af himlen.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg har skrevet et kort til dig. Var det bare regnen?

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene