Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hvad skulle glemmes? Farvede lidt sort i din ørken.Farvede lidt sort i din ørken. Farvede lidt sort i din ørken. Farvede lidt sort i din ørken. Uden grund. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Du skrev et sår i min fremtid.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Og vi vågnede. Sætningerne er et hav. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Under den blå, blå himmel. Skyggerne skyggede. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Tågen i skovene i udsigten.

Var det skovene du kom fra? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Hvad skulle glemmes? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvilken nat fulgte efter natten?

Og en anden dag: Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Solens sind.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ilden.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Brev i april. Om andre byer, andre verdener. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Dine. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Har vi øjne? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Var det skovene? Vi har hverken gardiner eller travlt.

Var dine drømme imellem læber?

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Som nu i morges: I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.