Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Derinde bag skoven.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Som at læse glemte aviser. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Blå. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Som at læse glemte aviser. Der hang figner henover udsigten. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg sad alene i solen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Derinde bag skoven. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Grå.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg skriver dagen igang, stille. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Dine diamanter lyser i min mund.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg sad alene i solen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Lyset afventer afgang. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Et genert, et intimt rum.

I natten poppede samtalerne op. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvem var det, der skrev: Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.