Jeg på overfladen.
De vigtigste. Har vi de samme øjne? For hvert lag af betydning i klipperne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Kalken. Markerne, du?
Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ikke var muligt at komme derud. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Oppe på bakken. Farvede lidt sort i din ørken.
Var det alligevel koderne, systemerne? Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.
Intimiteten i skriften Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Regnvejrsmeteor. Jeg skriver dagen igang, stille. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?
Der var noget som åbnede sig. Dette langsomme blik imod stenene. Om andre lande, andre folk. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Blå øjne mod den milde himmel.
Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Sandstorm.
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.
Men mit sprog er et landskab. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.
Månens sind.
Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Gennem hullet i hegnet. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.
Et genert rum, et intimt rum. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Dagene. Ugerne.
Skyen skjulte noget for fuglene.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Af alt det lysende, reflekterende, matte. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.