Og vi vågnede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et genert rum, et intimt rum. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Afsavn.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Udsigten var håbløs. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Jeg forsvinder ikke.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Ikke glemme floderne i ørerne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Kan jeg være i dette landskab? Dine diamanter lyser i min mund. Jeg var i din krop, og du? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det var før du kunne forsvinde. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har de samme øjne. Intimiteten i skriften. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg tror, du havde glemt den der. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vores land. Hvad tæller du til? Du trak mig med til de yderste bjerge. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg var i din krop, og du? Det var ikke markerne jeg kom fra. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.