At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Glashænder.

Farvede ordene milde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Solstorm. Dansende, legende, lyttende. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Du må ikke forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Der var noget som åbnede sig. Og vi vågnede. Alting ligger bag alting. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Dine sætninger.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Sådan er det. Vores land. Vores land.

Intimiteten i skriften. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sådan er det. Vores land. Afsavn.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Alting ligger bag alting. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.