Jeg på din hud. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Farvede et sår i dit første ord. Den skrøbelige. Er du på den anden side?

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Jeg skriver dagen igang, stille. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Vi stod derinde. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke søge ly.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ikke glemme floderne i ørerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et genert rum, et intimt rum. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Rifterne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Og vi vågnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Ring til mig uden grund.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg sad alene i solen. Sådan så mine drømme ud. Nordlyset tøver i vores stemmer. Lyskrydset. Den sindssyge himmel.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg var nøgen i de dage. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Er du på den anden side?Er du på den anden side? Er du på den anden side? Er du på den anden side? Jeg tror, du havde glemt den der.

Har vi forskellige øjne? For hvert lag af betydning i stenene. Jeg hviskede ind i din drøm. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du, dine øjne.

Under lillahimlens hvælv. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.