Blæste det virkeligt? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Muren omkring ordene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Glashænder. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Rundt på tingene. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var det skovene du kom fra? Et hav. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Asfalt. Ubeslutsomhed. Kan skriften være genert? Har vi de samme øjne? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Provinsen og gågadens sange.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Ikke var muligt at komme derud. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Oppe på bakken.Oppe på bakken. Oppe på bakken. Oppe på bakken. Oppe på bakken.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når du rør mig er vi hinanden. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg går bare og venter på den milde måne.

Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Natten er trans, dagen er trans. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Altid er det dette langsomme blik. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Oplæsning for intetheden.