Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Altid er det dette langsomme blik.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Her er natten allerede langt bag mig. Som at skrive i nye aviser. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Kan jeg skrive? Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mørket kaldte vi mørket. Og ord. På en. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

For hvert lag af betydning i stenene. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Vores land. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der i kroppen.

Når vores kroppe er hinanden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg tror, du havde glemt den der. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Der var noget som åbnede sig.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Under den blå, blå himmel. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Min ene pen er rød og den anden sort. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Nordlyset tøver i vores stemmer.

At tale var blevet uoverskueligt.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Det er vinden gennem sivene.Det er vinden gennem sivene. Det er vinden gennem sivene. Det er vinden gennem sivene. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Senere i vores linje.

Der var intet som skulle glemmes.