Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Hvem var det, der skrev: Du skrev ikke længere. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Havde du kysset en anden? Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Vi i det glitrende. En uro i kroppen. Vidste du det?Vidste du det? Vidste du det?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Du i mit vindue.Du i mit vindue. Du i mit vindue.

Træk mig helt ned. Sandet var forsvundet. I huden. Når jeg ser dig.

Vi i det glitrende. Jeg sejlede mellem dine læber. Rifterne. Stofferne. Som nu. Og stoffernes sammensmeltninger. Vi, med det stille.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg ikke det der.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Brev. Det handler om. Jeg skriver dagen igang, stille.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Nordlysets sitren i din stemme. Træk sletterne helt ned til klipperne. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Sætningerne er en ørken.

Udsigten var håbløs.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Diamantafkast.

Du trak de yderste bjerge. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.