En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

For hvert lag af betydning i stenene. Det er bare. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Farvede lidt sort i din ørken. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har dig. Du mod de kommende kyster.

Det er vinden gennem sivene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Her er natten allerede langt bag mig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Som at læse glemte aviser. Over murbrokkerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

At tegne øjne i sætninger. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det var ikke skovene jeg kom fra. Som nu i morges: Jeg har skrevet et kort til dig.

Det var før du kunne forsvinde. Ikke glemme floderne i ørerne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Brev i april.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg forsvinder ikke.

Vi har de samme øjne. Dine sætninger. Du siger noget om solen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Det var før du kunne forsvinde.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var ikke skovene jeg kom fra. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Den sindssyge himmel. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.