Stenene og træernes sange. Kan jeg smile i dine sætninger? Luften og jordens sange. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg elsker at se dig.

Vi, hudløse. Du må ikke forsvinde. I mørket, diamanter, dine øjne. Dine sætninger.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Har vi de samme øjne? Du ville sige noget, du tav.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Ensomheden i linjernes fald. Det er bare. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Der var noget som gled med videre. Sms i den lysende sommer. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Men mit sprog er et landskab. Mørket kaldte vi bare for mørket. Om andre universer, andre stjernesavn.

Er du på den anden side af havet?

Jeg hviskede ind i din drøm. Som at skrive i nye aviser. Sætningerne er filtrede tråde. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Rundt på tingene. Ikke søge ly i den flod.

Skriv mig ind i dine læber. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du siger noget om solen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Ikke var muligt at komme derud. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Bag træerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Farvede ordene milde. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Afsavn. Udsagn. Var det skovene du kom fra?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu er der en uro i kroppen. Ordene, små toppe af skum.

I bussen til dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad skulle glemmes?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.