I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan noget. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg er på den anden side. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Solens sind. Der var noget som åbnede sig.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi i det glitrende. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På et stort stykke hvidt papir.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På en rude. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Du siger noget om solen.

Det var skovene. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dagene. Ugerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Du må ikke forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solens sind. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det handler om overfladen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Blæste det virkeligt? De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Vores land. Jeg forsvinder ikke. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Notesbog. Beskydning. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Derinde bag skoven.

Vi har hverken gardiner eller travlt.