Et genert rum, et intimt rum. Der var noget som åbnede sig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Dagene. Ugerne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Udsigten var håbløs. Et brev. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Det er bare. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Ordene, små toppe af skum.

Hvilken nat fulgte efter natten? Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Over murbrokkerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Derinde bag skoven. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Ring til mig uden grund. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg sad alene i solen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Som at læse glemte aviser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg bladrer i en tilfældig bog. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mørket kaldte vi bare for mørket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På en rude.

I læberne og i huden. Jeg skrev mig vild i de dage. Bag træerne.Bag træerne. Bag træerne.

Jeg læste dine linjer

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi har de samme øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.