Og dén himmel; det var en sindssyg dag.
De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der hang figner henover udsigten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Sådan her sejlede mine nætter. Du siger noget om månen. Solens sind. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.
Stod imod, men skrev: intet. Brev i april. Sådan svarede du.
For hvert lag af betydning i stenene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sætningerne er et hav. Du må ikke forsvinde. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.
Sådan svarede du. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste dine linjer Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvem var det, der skrev:
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg var nøgen i de dage. Nordlysets sitren i din stemme.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.