Du siger noget om solen.

Det var skovene. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dagene. Ugerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.