Der er en som dresser up til dans. Giver det mening? Dansende, legende, lyttende. Der lå figner på jorden. Oppe på bakken. Bag alting. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg så små rystelser. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Vi bliver verden. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg forsvandt. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Trak du de yderste bjerge?

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du foldede dig ind i mine ord. Landet smuldrer, smuldrer. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og vi vågnede. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Har vi øjne?

At dette andet. Når jeg ser dig. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg ville gerne give dig mine. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Mørket kaldte vi mørket. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg skrev i en stråle af sol.

Vi har de samme øjne.

Har vi de samme øjne? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var nøgen i de dage. Sådan svarede du. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Sætninger. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Glemmes? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Du må ikke forsvinde.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningerne er et hav.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Når jeg ser dig. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi har de samme øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Var det alligevel koderne, systemerne? Muren omkring ordene.

Kan jeg skrive sådan? I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Ensomheden i linjernes fald. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.