Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det er bare.

Har vi de samme øjne? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Bordet vipper. Var jeg stille? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Det dybeste af alt er huden? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det dybeste af alt er huden?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg var i din krop, og du? Oplæsning for intetheden. Var jeg stille? Intimiteten i skriften

Jeg tror, du havde glemt den der. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Som i morges. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg har skrevet et kort til dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting ligger bag alting. Der var intet som skulle glemmes. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Rifterne, rifterne.

Sådan noget. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Intimiteten i skriften Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Dine sætninger. Jeg var din krop. På havet. De fine hår, længere. Alting bag alting. Sådan er det.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.