Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Et rum, et rum. I mørket, diamanter, dine øjne. Vores land.

Jeg var nøgen. Jeg kunne glemme det, der glemmes. At forvandle dette rum til et andet. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Vores. Solens sind. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dine sætninger. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Lysene lyste. På et stort stykke hvidt papir. Udsigten var håbløs. Ikke søge ly i den flod.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Dine øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Altid er det dette langsomme blik.

Muren omkring ordene.

Oplæsning for intetheden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Intimiteten i skriften

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det gør ikke noget.

Bordet vipper. Jeg forsvinder ikke. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Ilden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Nordlysets sitren i din stemme. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Blå.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Var der virkelig ild et sted? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det dybeste af alt er huden?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.