Et genert rum, et intimt rum. Jeg var nøgen i de dage. Vi har hverken gardiner eller travlt. Og vi vågnede. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg havde endnu ikke mødt dig. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Whatever; nat efter nat.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Derinde bag skoven.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordene, små toppe af skum.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nordlysets sitren i din stemme.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Afsavn. Udsagn. Du siger noget om solen.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Pludselig faldt dine drømme.

Hvad tæller du til? Sætningerne er et hav. Som nu i morges:

Ring til mig uden grund. Et brev. Sådan er det. Giver det mening? Har vi de samme øjne? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Hver dag gled med mig videre. For hvert lag af betydning i stenene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Uforståelige sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Stod imod, men skrev: intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Var der virkelig ild et sted? Farvede ordene milde.

Kan jeg skrive sådan? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg læste dine linjer

Intet glemmes. Er det? Vi er det sarte, de stille. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et genert, et intimt rum. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg elsker at se dig. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Var det skovene du kom fra?