I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg har skrevet et kort til dig. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Vidste du det? Mørket kaldte vi bare for mørket. Sådan er det.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Er du på den anden side af havet?

Det handler om overfladen. I læberne og i huden. Afsavn. Udsagn. Var det skovene du kom fra? Jeg skriver dagen igang, stille. Var jeg stille?

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vidste du det? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

I det mørkeste, søvnen bag dagen. Bag træerne. Sætningerne er et hav. I læberne i huden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg var nøgen i de dage.

De vigtigste. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sandstorm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det dybeste af alt er huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordene, små toppe af skum. I den periode: udsigten, stilheden. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Det gør ikke noget. Under den grå, grå himmel. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg er på den anden side. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi har de samme øjne.

Du siger mit navn.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På en mur. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.